Har du børn, der er helt vild med heste? Skal jeres campingtur helst gå et sted hen, hvor datteren eller sønnen kan klappe et par søde, bløde muler over hegnet? Så skal I til Skive - for vi har hele syv af slagsen! Det er det første, I ser, når I kommer kørende med campingvognen; hestene går nemlig på begge sider af campingpladsens indkørsel.
Vi har en lille familie miniatureshetlandsponyer, der består af far Bob, mor Fey, storebror Sidus (der godt nok lige er røget over målet for at være miniature) og lillesøster Nezzie. Derudover har vi Manse, der er en stor, smuk Irish cob med det flotteste cykelstyrsoverskæg, og to islandske heste, Vilma og Lettir. Islænderne er det nyeste skud på stammen, og planen er, at de på sigt kan give lidt korte trækketure - men for nu er de stadig bare store børn, der er ved at vænne sig til at bo på en campingplads og opleve verden. Hestene vil altid gerne snakke over hegnet, og de er enormt søde og venlige. I ferier har vi Ponyskole, hvor børn over seks år kan lære at strigle, grundlæggene håndtering og forståelse af heste samt gå tur med vores søde ponyer.